Fotografisk hukommelse?

Nu er det jo ingen hemmelighed, at jeg tit lægger mærke til nogle af de mest sære detaljer. Hvis I ikke har andet for, så læs her om nogle af mine mange hyperrealistiske iagttagelser.

”Forleden da jeg var hjemme hos Lotte, lagde jeg mærke til at ”lejligheden var overrumplende elegant. Jeg havde regnet med, at hun boede et nydeligt lille sted, måske med tre eller fire værelser-og det første, jeg så, var en hall på størrelse med min egen lejlighed. De næste rum var større endu. Der var sygeligt rent overalt, og stuerne var indrettet som små udstillinger. Af de dyreste og mest prestigefyldte møbler. Originale PH lamper, Børge Morgensen, Arne Jacobsen. Reoler fyldt til randen af bøger. Tæpper, der havde mange års patina” s. 144 l. 1-9.

Hvorfor fanden tænker jeg også over tæpper der havde mange års Patina eller Børge Morgensen og de skide originale PH lamper, det var jo bare en fin lejlighed med møbler og tæpper.

Lotte, der var min drømmekvinde og  ”var iklædt meget elegant og pænt tøj, Yves Saint Laurent, måske eller Betty Barclay(…) Og en skjorte, hvor ærmerne var rullet helt ned, selvom det var varmt og midt i foråret” s. 118 l. 8-10.

”Kroppen var snøret ind i sort, stramt læder i det mest groteske Korset, jeg har set. Kridthvide snore, der strammede tykt, sort læder ind, og var bundet sammen i små, sirlige knuder. Det var bondage, og det var tvang. Men det var også sygeligt elegant, for der var ingen tvivl om at tøjet var designet dyrt. Modeltøj” s. 122 l.17-23.

Om det så var Yves Saint Laurent eller Betty Barclay, var hun jo pæn lige meget hvad. Om det var tykt, sort læder eller dyrt designet Modeltøj er irrelevant, og alligevel opbevarer min hjerne disse billeder. Det var jo bare læder og noget tøj der sad pænt på hendes smukke krop.  

”Hun kastede med hovedet, så håret fløj i en lang bue fra højre til venstre” s. 119 l. 9

(…) og samlede det sorte hår i et lille sølvspænde. S. 120 l. 25

Det er da også fuldstændig mærkeligt at lægge mærke til håret, der fløj i en lang bue fra højre til venstre, hvem fuck gør os det.

Hun bestilte udtrykkeligt Irisk Whisky(...)S. 119 l. 13 og  ”Tyrconnell til 125 kroner”.  S. 119 l. 15  ”Så bestilte hun mere cappuccino og single Malt”. S. 120 l. 24 

Hun bestilte jo bare nogle skide drinks.. hvorfor lægger jeg mærke til om det er cappuccino eller Tyrconnell, det er da skide ligegyldigt.
                                                                                                                        Skrevet af Jasmin

Livet på bunden af en ølflaske

(...)

Det gjorde mig næsten sindssyg. Jeg tabte alt, hvad jeg havde i hænderne og styrtede ned i kælderen og kastede vand i ansigtet og bundede tre glas med et eller andet. Og det var ikke nok. Jeg måtte have mere sprut, og mere af alt. Men det hjalp ikke.

En lille dato. Det var det, det var. Mordet var beskrevet som i de andre aviser, og alle detaljerne var også med, om knivsstiksårene og det, de havde gjort ved deres håndled og de tydlige tegn på fremmede ritualer. Men datoen, Lottes dato, datoen..

Retsmedicinerne anslog med stor sikkerhed dødstidspunktet til sidste uge i marts – fem uger inden hun første gang viste sig i vores bar.

Jeg kunne slet ikke holde tankerne ud. Lyset nede i kælderrummet begyndte at flimrer for øjnene af mig og lysstofrørene summede som en flue, der febrilsk prøver at komme ud af et lukket vindue. Der var alt for stille. Jeg bundede to glas mere og til sidst, da det ikke hjalp, tog jeg en bane. Det satte gang i den. Hele kælderrummet begyndte at sejle afsted, gulvet snurrede rundt om mig og kasserne begyndte at falde ned fra reolerne, der stod langs væggene. Selvom jeg var frysende kold, svedte jeg som en gris, og mit våde hår fik store perler af sved til at løbe ned af mit ansigt. Det flimrede med hvide lys for mine øjne, og pludselig dukkede Lotte op i små korte klip, ligesom i en rockvideo. Jeg registrerede kun sekvenser af en skulder, der blev blottet, et bryst, en fod. Et skridt. Jeg rørte ved kroppen og prøvede at ruske i hende for at sige et eller andet, men så ramlede stimulanserne sammen med et brag og hun forsvandt for øjnene af mig, sammen med resten af kælderrummet.

Det varede en time eller to, så vågnede jeg og alt var forvirret og uklart. Jeg kiggede desorienteret rundt i det dunkle kælderrum, der var helt tomt, bortset fra nogle kasser med uåbnede Tyrconnel og Sort Renault kaffe pakket ind i plastik emballager.  Det løb pludseligt koldt ned af ryggen på mig, for mit blik var blevet fanget af en livløs skikkelse, der lå på gulvet med hovedet vendt nedad og arme og ben fordrejet i en mærkelig vinkel. I et kort øjeblik følte jeg frygt. Panik. Men så ramte en følelse af, at det hele var pisse ligegyldigt.
    Jeg så på mig selv som jeg lå der, druknet i det alkohol, jeg ellers havde bygget min egen tilværelse på. Kun tilfældet bestemmer om jeg dør eller overlever, men jeg var i grunden også ligeglad. Lotte havde gjort mig ligeglad, for hun havde om muligt gjort mit liv endnu mere tomt end det var før. Det hele kan sgu være pisseligegyldigt. Hvis ikke det lige var for tanken om den dødsannonce, de ville bringe i avisen, for jeg vil sgu ikke ende på side 11 i Berlingske som den fordrukne bartender, der døde af en overdosis. Folk ville jo tro, jeg som et andet rakkerpark var blevet marginaliseret af samfundet, de ville tro, jeg ikke kunne klare mig i den barske verden. Og de ville føle sig ovenpå, og de ville fryde sig over deres egne forpulede lorteliv, og den fryd skulle ikke komme fra mig.

   Men bedst som jeg lå der med bræk ud over mig selv som en anden havneluder fra rendestenden, gik det op for mig hvor sølle jeg i grunden var. Jeg havde ikke et liv udenfor mit arbejde,  jeg var baren, og lige netop derfor var jeg: Ingenting. Ikke engang en person med et seksualliv. Ikke engang en person, der kunne forlade en kedelig fest, når han havde fået nok – kun en stor, tom øltønde, som fremmede mennesker kunne slå løs på med deres fastelavnskøller, når de savnede larm og bevægelse.

  Baren var tom, den var ikke andet end tom, men jeg tog mig sammen og skjulte det for ikke at ligne en sentimental gammel nar, ellers ville kunderne jo begynde at tro, jeg ligeså snotdum som Ruth. Jeg pakkede følelserne væk, for selvom ensomheden er mit grundvilkår, var der ikke nogle, der skulle se det. 

Især ikke mig selv.

Jeg har levet hele mit liv i ond tro, jeg har haft brug for at leve hele mit liv i ond tro, og Lotte har kun bekræftet mig i, at det er det rigtige måde at leve på.

Skrevet af Thea

Lad os få noget på det rene…

Og så alligevel ikke

For nyligt blev jeg ramt lige i hovedet af en tør og ædru øjenåbner. Min ideelle kvinde, som jeg havde delt en varm og våd nat på madrassen med, dukkede op i avisen. Koldblodigt myrdet. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte i tidspunktet det gik op for mig, at det var Lotte. Jeg kan dog fortælle jer, at den stiveste omgang gåsehud bredte sig på hele min krop, og koldt sved løb mig ned ad ryggen da jeg læste hendes dødsdato:

”Retsmedicinerne anslog med stor sikkerhed dødstidspunktet i sidste uge i marts – fem uger inden hun første gang viste sig i vores bar” s. 152 l. 1-3 afsnit 3.

Dette får mig til at fundere over den seneste tid, og hvor meget jeg end vægter og vejer mine foretagender, ved jeg ikke, hvad der er virkelighed, og hvad der er opdigtet. På det seneste har jeg forsømt mig selv, og udsat min krop og bevidsthed for mere sprut og coke end du kan fylde i Bubbers Badekar: ”Sprutten virkede forkert og gjorde mig sløv. Og det var ganske uantageligt, så jeg listede ud på herretoilettet og tog en bane mere” s.  141 l. 2-4 afsnit 2. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på Lotte, og hvor tydelig hun har stået foran mig. Jeg kan næsten mærke hendes berøringer på kroppen og tanken om, at hun længe har været kold og livløs giver mig myrekryb. Er det hele bare noget jeg har opdigtet i mit eget forskruede hoved, eller endnu værre; har jeg knaldet et spøgelse?
Jeg har altså et absurd dilemma omhandlende temaet virkelighed vs. det overnaturlige.

Så er der sgu en af jer der har sendt mig et læserbrev, og det skal der jo også være plads til!

Kasper skriver:

”Hej Martin.

Mht. til dit blogindlæg, hvor du er i tvivl, om hvorvidt du har haft et seksuelt forhold med et spøgelse, eller om det var sprutten der talte, vil jeg blot komme med en kommentar. Først og fremmest er det jo lidt pudsigt, at det er din absolut drømmekvinde der træder ind ad døren til lige præcis din bar. – Hvad er chancen for dette? Derudover har du til daglig optaget euforiserende stoffer som coke, og oven i dette har du suppleret med utallige mængder af alkohol. Jeg lagde mærke til, hvad du tidligere har skrevet på bloggen: ”Jeg lod mit alkoholforbrug stige eksorbitant, for nu kunne alt jo være pisseligegyldigt. I løbet af 2 timer fik jeg tømt omkring ti Elefantøl, plus det løse” s. 127 l. 10-14.

Nu er jeg ikke læge, men at have så mange rusmidler i kroppen vil uden tvivl påvirke din hjerne, og i høj grad din forstand. Dit høje indtag af alkohol og stoffer gør det altså mere sandsynligt, at du har hallucineret fremfor at have set et spøgelse. Mon ikke du har læst en artikel om hende Lotte, og derfra har fantasien spillet dig et puds?

Mvh. din faste læser, Kasper.”

Tak for henvendelsen til Kasper. Jeg kan godt se, hvad du mener, og uden tvivl ville denne være den mest realistiske og favoriserende forklaring af de to jeg står med. Men lad os nu lige få alle kortene på bordet, før vi skriver mig op til galeanstalten.

De aftener jeg så hende i baren har jeg kunne beskrive hendes påklædning helt ned til den mindste detalje, det er som om, at jeg har et slags sygeligt hyperrealistisk sind: ”…klædt i et par enorme herrebukser i samme størrelse som dem David Byrne havde på i STOP MAKING SENSE, brede seler, og en lang hvid skjorte” s. 126 l. 7-10. Ikke nok med hendes beklædning, kunne jeg også stå og stirre på hende hele aftenen. Ja, overbeglo hendes ophidsende, pornografiske former, som næsten fik mig til at smide bukserne på stedet og give den til hende over disken. Hvis spøgelser findes, tror jeg næppe de kan have en så skarp, sensuel udstråling som hende…

Sikken efterstræben jeg oplever på mine blog-indlæg. Når jeg sådan står og skal udvælge de bedste læserbreve, tænker jeg på den hollandske alfons, Claes, jeg mødte for et par år tilbage. Sådan én af de store drenge med skaldet isse og tuschede arme. Han havde unge piger med stramme røve kommende og gående, når han skulle bedømme om de var frække nok til hans kvarter i Red Light District… Jeg har hans visitkort i pengekassen bag baren, hvis en dag jeg skulle være så heldig at have råd til en tur til Amsterdam. Det var vist lidt af et sidespor, men Laura har indsendt et læserbrev:

”Martin.

Selvom jeg allerhelst ville give dig en ordentlig opsang for dit sprogbrug herinde på din offentlige blog(!!), har jeg nu i stedet for tænkt mig at hjælpe dig med dit problem. Der findes ikke spøgelser. Der er mange afsnit på din blog, der tyder på, at du, som Kasper skrev tidligere, har læst en artikel om Lotte og deraf har ladet fantasien løbe løbsk. Ja, hvis du ikke selv har bemærket det, så nævner du tit træk hos hende, der gør dig utilpas: ”Noget, der fik en til at ville omfavne og være sød – men også noget, der fik en til at tænke på misbrug. Hun havde langt, sort hår og hun var bleg. Meget bleg” s. 118 l. 21-24. Du beskriver hende næsten som hun er beskrevet i artiklen. Død.

Du har høje tanker om dig selv, Martin. Det er næsten kvalmende at læse, men det bedste råd jeg kan give dig er, at kigge indad og se hvad der gemmer sig under den facade du lægger på når du er på arbejde. Det største problem i dit liv lige nu, tyder meget på at være Elefantøllene, måske kan noget indsigt i, hvem du egentlig er, hjælpe dig på rette vej.

Hilsen Laura.”

Mere end noget andet ville jeg nyde at blotte hver en lille detalje fra mine ellers ynkelige foretagender. Skære helt ind til den saftige fugtige kerne af, hvad der har ført mig til denne bizarre og patetiske tilværelse. Afklæde mine handlinger, som en nærig luder, der stripper for køberen og smider ét lag stof ad gangen, til hun sidst når til goderne. Til kødet. Sagens kerne. Jeg vil springe det trivielle tørre forspil over og hoppe direkte til agten. Selvom jeg for alt i verden ville undgå at indrømme det, så er jeg ikke andet end et foragteligt, falskt fjols, som ikke er kommet længere i livet, end puberteten. Her lever jeg nu mine voksne dage i en rolle, jeg ellers for længst burde være kommet ud af. Som bartenderen, samfundsmiden, det sølle udskud, som alle ser til daglig, men ingen rigtig kender: ”Det blev aldrig andet end tomt. Rutinen udsugede mig, så jeg efterhånden ikke kunne noget som helst. Jeg var baren, og lige netop derfor var jeg: Ingenting” s. 117 afsnit 3 l. 1-3. Jeg er jo nok ligeså sølle som mine stamkunder, og hvis ellers min indre stemme havde lov at sige noget, ville den nok blot komme med et klaustrofobisk skrig, fra den miniatureæske den ellers er gemt i. For det er min facade og min maske udadtil, som har formet min personlighed så længe, at jeg ikke længere ser hvilket ynkeligt fæ jeg selv er. Derimod er jeg mester i at genkende fæet i andre: ”Jeg var oppe på så højt et plan, at jeg ikke fik medfølelse med ham. På trods af min næsten totale beruselse, havde jeg ikke glemt mine idealer. Han var bestemt ikke min ven længere. Han var et ynkeligt, jordisk væsen” s. 142 l. 28 – s. 143 l. 3. Nu når jeg tænker over det, kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har haft et oprigtigt forhold til nogen… Måske er jeg ensom.

Skrevet af Katrine

Berettermodellen

Jeg har fundet ud af, at denne episode i mit liv passer pervest godt ind i den her model:

Folk kalder den vist berettermodelen, jeg kalder den en måde at overskue mit liv..

Episoden jeg omtaler er da selvfølgelig, da jeg mødte min drømmekvinde. Det startede med..Ja, at jeg mødte hende! Hun kom ind og hun så nøjagtig ud som min drømmekvinde, hvilket egentlig er ret syret?! Hun ”var på den ene side en genialt velproportioneret kælebasse, ligesom Traci Lords. En krop der var så ideel som Cher, bortset fra at hun minede én op plastikkururig, og så var det mystiske og fremmede og lidt uhyggelige, som der havde været hos Siouxsie engang.” (s.118, l.16)

Folk kalder det anslaget, jeg kalder det da min drømmekvinde trådte ind ad døren.

Den periode hvor jeg lærte hende nærmere at kende var herefter. Jeg lærte hende i hvert fald ”dybere” at kende, da ”hendes tunge gled ind i min mund og trykkede hårdt ind mod mig og jeg blev blank, helt blank” (s.121, l.27). Jeg observerede hende og vi talte lidt sammen.

Folk kalder det præsentationen, jeg kalder det da jeg lærte min drømmekvinde at kende.

Jeg lagde mærke til noget på hendes håndled, en rød misfarvning, men jeg fik ikke tid til at undersøge det nærmere, da hun gemte det væk. Men det mest mærkværdige i denne periode er, at jeg begyndte at opfatte hende som uhyggelig. Selvom hun spredte positiv energi på baren, så var hun stadigvæk skræmmende!

Folk kalder det uddybning, jeg kalder det da jeg fik en fornemmelse af at hun var uhyggelig.

Vendepunktet var, da hun fulgte mig op i hendes lejlighed, og vi dyrkede sex. Jeg var nu blevet en del af hende, og hun var blevet en del af mig. Jeg kunne ikke få hende ud af hovedet bagefter.

Folk kalder det for Point of no return, jeg kalder det for tidspunktet, hvor min drømmekvinde og jeg havde sex – god sex!

Det hele blev dog vendt på hovedet, da jeg dagen derpå vågende op, og hendes lejlighed have taget form som nærmest et spøgelseshus. ”Det løb koldt ned ad ryggen på mg, og selvom jeg den dag i dag ikke fatter, hvad der var på færde, er jeg overbevidst om, at et eller andet var under opsejling”(s.150,l.2)

Folk kalder det konfliktoptrapning, jeg kalder det da jeg fik en uhyggelig fornemmelse af at der skulle til at ske noget.

Den uhyggelig fornemmelse jeg havde haft, skulle vise sig at blive til virkelighed. Jeg fik en avis af Ruth og i den stod at Lotte var myrdet. Men klimakset er ikke dette. Nej det er langt værre! ”Retsmedicinere anslog med stor sikkerhed dødstidspunktet til sidste uge i marts” (s.152, l.20) – hvilket var 5 uger før hun første gang trådte ind i vores bar. Det er klimakset, for havde jeg egentlig mødt min drømmekvinde?

Der er ikke nogen udtoning, men jeg er stadigvæk i tvivl om denne episode er en hallucination eller om jeg har mødt min drømmekvinde i form af et spøgelse.

Skrevet af Emilie