Lad os få noget på det rene…

Og så alligevel ikke

For nyligt blev jeg ramt lige i hovedet af en tør og ædru øjenåbner. Min ideelle kvinde, som jeg havde delt en varm og våd nat på madrassen med, dukkede op i avisen. Koldblodigt myrdet. Jeg ved ikke, hvad jeg tænkte i tidspunktet det gik op for mig, at det var Lotte. Jeg kan dog fortælle jer, at den stiveste omgang gåsehud bredte sig på hele min krop, og koldt sved løb mig ned ad ryggen da jeg læste hendes dødsdato:

”Retsmedicinerne anslog med stor sikkerhed dødstidspunktet i sidste uge i marts – fem uger inden hun første gang viste sig i vores bar” s. 152 l. 1-3 afsnit 3.

Dette får mig til at fundere over den seneste tid, og hvor meget jeg end vægter og vejer mine foretagender, ved jeg ikke, hvad der er virkelighed, og hvad der er opdigtet. På det seneste har jeg forsømt mig selv, og udsat min krop og bevidsthed for mere sprut og coke end du kan fylde i Bubbers Badekar: ”Sprutten virkede forkert og gjorde mig sløv. Og det var ganske uantageligt, så jeg listede ud på herretoilettet og tog en bane mere” s.  141 l. 2-4 afsnit 2. Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke på Lotte, og hvor tydelig hun har stået foran mig. Jeg kan næsten mærke hendes berøringer på kroppen og tanken om, at hun længe har været kold og livløs giver mig myrekryb. Er det hele bare noget jeg har opdigtet i mit eget forskruede hoved, eller endnu værre; har jeg knaldet et spøgelse?
Jeg har altså et absurd dilemma omhandlende temaet virkelighed vs. det overnaturlige.

Så er der sgu en af jer der har sendt mig et læserbrev, og det skal der jo også være plads til!

Kasper skriver:

”Hej Martin.

Mht. til dit blogindlæg, hvor du er i tvivl, om hvorvidt du har haft et seksuelt forhold med et spøgelse, eller om det var sprutten der talte, vil jeg blot komme med en kommentar. Først og fremmest er det jo lidt pudsigt, at det er din absolut drømmekvinde der træder ind ad døren til lige præcis din bar. – Hvad er chancen for dette? Derudover har du til daglig optaget euforiserende stoffer som coke, og oven i dette har du suppleret med utallige mængder af alkohol. Jeg lagde mærke til, hvad du tidligere har skrevet på bloggen: ”Jeg lod mit alkoholforbrug stige eksorbitant, for nu kunne alt jo være pisseligegyldigt. I løbet af 2 timer fik jeg tømt omkring ti Elefantøl, plus det løse” s. 127 l. 10-14.

Nu er jeg ikke læge, men at have så mange rusmidler i kroppen vil uden tvivl påvirke din hjerne, og i høj grad din forstand. Dit høje indtag af alkohol og stoffer gør det altså mere sandsynligt, at du har hallucineret fremfor at have set et spøgelse. Mon ikke du har læst en artikel om hende Lotte, og derfra har fantasien spillet dig et puds?

Mvh. din faste læser, Kasper.”

Tak for henvendelsen til Kasper. Jeg kan godt se, hvad du mener, og uden tvivl ville denne være den mest realistiske og favoriserende forklaring af de to jeg står med. Men lad os nu lige få alle kortene på bordet, før vi skriver mig op til galeanstalten.

De aftener jeg så hende i baren har jeg kunne beskrive hendes påklædning helt ned til den mindste detalje, det er som om, at jeg har et slags sygeligt hyperrealistisk sind: ”…klædt i et par enorme herrebukser i samme størrelse som dem David Byrne havde på i STOP MAKING SENSE, brede seler, og en lang hvid skjorte” s. 126 l. 7-10. Ikke nok med hendes beklædning, kunne jeg også stå og stirre på hende hele aftenen. Ja, overbeglo hendes ophidsende, pornografiske former, som næsten fik mig til at smide bukserne på stedet og give den til hende over disken. Hvis spøgelser findes, tror jeg næppe de kan have en så skarp, sensuel udstråling som hende…

Sikken efterstræben jeg oplever på mine blog-indlæg. Når jeg sådan står og skal udvælge de bedste læserbreve, tænker jeg på den hollandske alfons, Claes, jeg mødte for et par år tilbage. Sådan én af de store drenge med skaldet isse og tuschede arme. Han havde unge piger med stramme røve kommende og gående, når han skulle bedømme om de var frække nok til hans kvarter i Red Light District… Jeg har hans visitkort i pengekassen bag baren, hvis en dag jeg skulle være så heldig at have råd til en tur til Amsterdam. Det var vist lidt af et sidespor, men Laura har indsendt et læserbrev:

”Martin.

Selvom jeg allerhelst ville give dig en ordentlig opsang for dit sprogbrug herinde på din offentlige blog(!!), har jeg nu i stedet for tænkt mig at hjælpe dig med dit problem. Der findes ikke spøgelser. Der er mange afsnit på din blog, der tyder på, at du, som Kasper skrev tidligere, har læst en artikel om Lotte og deraf har ladet fantasien løbe løbsk. Ja, hvis du ikke selv har bemærket det, så nævner du tit træk hos hende, der gør dig utilpas: ”Noget, der fik en til at ville omfavne og være sød – men også noget, der fik en til at tænke på misbrug. Hun havde langt, sort hår og hun var bleg. Meget bleg” s. 118 l. 21-24. Du beskriver hende næsten som hun er beskrevet i artiklen. Død.

Du har høje tanker om dig selv, Martin. Det er næsten kvalmende at læse, men det bedste råd jeg kan give dig er, at kigge indad og se hvad der gemmer sig under den facade du lægger på når du er på arbejde. Det største problem i dit liv lige nu, tyder meget på at være Elefantøllene, måske kan noget indsigt i, hvem du egentlig er, hjælpe dig på rette vej.

Hilsen Laura.”

Mere end noget andet ville jeg nyde at blotte hver en lille detalje fra mine ellers ynkelige foretagender. Skære helt ind til den saftige fugtige kerne af, hvad der har ført mig til denne bizarre og patetiske tilværelse. Afklæde mine handlinger, som en nærig luder, der stripper for køberen og smider ét lag stof ad gangen, til hun sidst når til goderne. Til kødet. Sagens kerne. Jeg vil springe det trivielle tørre forspil over og hoppe direkte til agten. Selvom jeg for alt i verden ville undgå at indrømme det, så er jeg ikke andet end et foragteligt, falskt fjols, som ikke er kommet længere i livet, end puberteten. Her lever jeg nu mine voksne dage i en rolle, jeg ellers for længst burde være kommet ud af. Som bartenderen, samfundsmiden, det sølle udskud, som alle ser til daglig, men ingen rigtig kender: ”Det blev aldrig andet end tomt. Rutinen udsugede mig, så jeg efterhånden ikke kunne noget som helst. Jeg var baren, og lige netop derfor var jeg: Ingenting” s. 117 afsnit 3 l. 1-3. Jeg er jo nok ligeså sølle som mine stamkunder, og hvis ellers min indre stemme havde lov at sige noget, ville den nok blot komme med et klaustrofobisk skrig, fra den miniatureæske den ellers er gemt i. For det er min facade og min maske udadtil, som har formet min personlighed så længe, at jeg ikke længere ser hvilket ynkeligt fæ jeg selv er. Derimod er jeg mester i at genkende fæet i andre: ”Jeg var oppe på så højt et plan, at jeg ikke fik medfølelse med ham. På trods af min næsten totale beruselse, havde jeg ikke glemt mine idealer. Han var bestemt ikke min ven længere. Han var et ynkeligt, jordisk væsen” s. 142 l. 28 – s. 143 l. 3. Nu når jeg tænker over det, kan jeg ikke huske hvornår jeg sidst har haft et oprigtigt forhold til nogen… Måske er jeg ensom.

Skrevet af Katrine