Livet på bunden af en ølflaske

(...)

Det gjorde mig næsten sindssyg. Jeg tabte alt, hvad jeg havde i hænderne og styrtede ned i kælderen og kastede vand i ansigtet og bundede tre glas med et eller andet. Og det var ikke nok. Jeg måtte have mere sprut, og mere af alt. Men det hjalp ikke.

En lille dato. Det var det, det var. Mordet var beskrevet som i de andre aviser, og alle detaljerne var også med, om knivsstiksårene og det, de havde gjort ved deres håndled og de tydlige tegn på fremmede ritualer. Men datoen, Lottes dato, datoen..

Retsmedicinerne anslog med stor sikkerhed dødstidspunktet til sidste uge i marts – fem uger inden hun første gang viste sig i vores bar.

Jeg kunne slet ikke holde tankerne ud. Lyset nede i kælderrummet begyndte at flimrer for øjnene af mig og lysstofrørene summede som en flue, der febrilsk prøver at komme ud af et lukket vindue. Der var alt for stille. Jeg bundede to glas mere og til sidst, da det ikke hjalp, tog jeg en bane. Det satte gang i den. Hele kælderrummet begyndte at sejle afsted, gulvet snurrede rundt om mig og kasserne begyndte at falde ned fra reolerne, der stod langs væggene. Selvom jeg var frysende kold, svedte jeg som en gris, og mit våde hår fik store perler af sved til at løbe ned af mit ansigt. Det flimrede med hvide lys for mine øjne, og pludselig dukkede Lotte op i små korte klip, ligesom i en rockvideo. Jeg registrerede kun sekvenser af en skulder, der blev blottet, et bryst, en fod. Et skridt. Jeg rørte ved kroppen og prøvede at ruske i hende for at sige et eller andet, men så ramlede stimulanserne sammen med et brag og hun forsvandt for øjnene af mig, sammen med resten af kælderrummet.

Det varede en time eller to, så vågnede jeg og alt var forvirret og uklart. Jeg kiggede desorienteret rundt i det dunkle kælderrum, der var helt tomt, bortset fra nogle kasser med uåbnede Tyrconnel og Sort Renault kaffe pakket ind i plastik emballager.  Det løb pludseligt koldt ned af ryggen på mig, for mit blik var blevet fanget af en livløs skikkelse, der lå på gulvet med hovedet vendt nedad og arme og ben fordrejet i en mærkelig vinkel. I et kort øjeblik følte jeg frygt. Panik. Men så ramte en følelse af, at det hele var pisse ligegyldigt.
    Jeg så på mig selv som jeg lå der, druknet i det alkohol, jeg ellers havde bygget min egen tilværelse på. Kun tilfældet bestemmer om jeg dør eller overlever, men jeg var i grunden også ligeglad. Lotte havde gjort mig ligeglad, for hun havde om muligt gjort mit liv endnu mere tomt end det var før. Det hele kan sgu være pisseligegyldigt. Hvis ikke det lige var for tanken om den dødsannonce, de ville bringe i avisen, for jeg vil sgu ikke ende på side 11 i Berlingske som den fordrukne bartender, der døde af en overdosis. Folk ville jo tro, jeg som et andet rakkerpark var blevet marginaliseret af samfundet, de ville tro, jeg ikke kunne klare mig i den barske verden. Og de ville føle sig ovenpå, og de ville fryde sig over deres egne forpulede lorteliv, og den fryd skulle ikke komme fra mig.

   Men bedst som jeg lå der med bræk ud over mig selv som en anden havneluder fra rendestenden, gik det op for mig hvor sølle jeg i grunden var. Jeg havde ikke et liv udenfor mit arbejde,  jeg var baren, og lige netop derfor var jeg: Ingenting. Ikke engang en person med et seksualliv. Ikke engang en person, der kunne forlade en kedelig fest, når han havde fået nok – kun en stor, tom øltønde, som fremmede mennesker kunne slå løs på med deres fastelavnskøller, når de savnede larm og bevægelse.

  Baren var tom, den var ikke andet end tom, men jeg tog mig sammen og skjulte det for ikke at ligne en sentimental gammel nar, ellers ville kunderne jo begynde at tro, jeg ligeså snotdum som Ruth. Jeg pakkede følelserne væk, for selvom ensomheden er mit grundvilkår, var der ikke nogle, der skulle se det. 

Især ikke mig selv.

Jeg har levet hele mit liv i ond tro, jeg har haft brug for at leve hele mit liv i ond tro, og Lotte har kun bekræftet mig i, at det er det rigtige måde at leve på.

Skrevet af Thea