Berettermodellen

Jeg har fundet ud af, at denne episode i mit liv passer pervest godt ind i den her model:

Folk kalder den vist berettermodelen, jeg kalder den en måde at overskue mit liv..

Episoden jeg omtaler er da selvfølgelig, da jeg mødte min drømmekvinde. Det startede med..Ja, at jeg mødte hende! Hun kom ind og hun så nøjagtig ud som min drømmekvinde, hvilket egentlig er ret syret?! Hun ”var på den ene side en genialt velproportioneret kælebasse, ligesom Traci Lords. En krop der var så ideel som Cher, bortset fra at hun minede én op plastikkururig, og så var det mystiske og fremmede og lidt uhyggelige, som der havde været hos Siouxsie engang.” (s.118, l.16)

Folk kalder det anslaget, jeg kalder det da min drømmekvinde trådte ind ad døren.

Den periode hvor jeg lærte hende nærmere at kende var herefter. Jeg lærte hende i hvert fald ”dybere” at kende, da ”hendes tunge gled ind i min mund og trykkede hårdt ind mod mig og jeg blev blank, helt blank” (s.121, l.27). Jeg observerede hende og vi talte lidt sammen.

Folk kalder det præsentationen, jeg kalder det da jeg lærte min drømmekvinde at kende.

Jeg lagde mærke til noget på hendes håndled, en rød misfarvning, men jeg fik ikke tid til at undersøge det nærmere, da hun gemte det væk. Men det mest mærkværdige i denne periode er, at jeg begyndte at opfatte hende som uhyggelig. Selvom hun spredte positiv energi på baren, så var hun stadigvæk skræmmende!

Folk kalder det uddybning, jeg kalder det da jeg fik en fornemmelse af at hun var uhyggelig.

Vendepunktet var, da hun fulgte mig op i hendes lejlighed, og vi dyrkede sex. Jeg var nu blevet en del af hende, og hun var blevet en del af mig. Jeg kunne ikke få hende ud af hovedet bagefter.

Folk kalder det for Point of no return, jeg kalder det for tidspunktet, hvor min drømmekvinde og jeg havde sex – god sex!

Det hele blev dog vendt på hovedet, da jeg dagen derpå vågende op, og hendes lejlighed have taget form som nærmest et spøgelseshus. ”Det løb koldt ned ad ryggen på mg, og selvom jeg den dag i dag ikke fatter, hvad der var på færde, er jeg overbevidst om, at et eller andet var under opsejling”(s.150,l.2)

Folk kalder det konfliktoptrapning, jeg kalder det da jeg fik en uhyggelig fornemmelse af at der skulle til at ske noget.

Den uhyggelig fornemmelse jeg havde haft, skulle vise sig at blive til virkelighed. Jeg fik en avis af Ruth og i den stod at Lotte var myrdet. Men klimakset er ikke dette. Nej det er langt værre! ”Retsmedicinere anslog med stor sikkerhed dødstidspunktet til sidste uge i marts” (s.152, l.20) – hvilket var 5 uger før hun første gang trådte ind i vores bar. Det er klimakset, for havde jeg egentlig mødt min drømmekvinde?

Der er ikke nogen udtoning, men jeg er stadigvæk i tvivl om denne episode er en hallucination eller om jeg har mødt min drømmekvinde i form af et spøgelse.

Skrevet af Emilie